VELKOMMEN

Hej og velkommen til min hjemmeside.

I dette lille hjørne af internettet vil jeg vise lidt af det, jeg går og arbejder med. Og fortælle lidt om mine idéer og visioner, ligesom jeg vil præsentere nogle af mine seneste og nuværende projekter. 

Det er min intention, at denne hjemmeside – så godt det nu kan lade sig gøre – skal være en afspejling af den oplevelse, du vil få, hvis du besøger mit værksted og min butik i hjertet af København.

Jeg åbnede  min butik i 1996 efter tre års mesterlære hos en af Danmarks dygtigste og mest anerkendte guldsmedemestre, Jytte Kløve i Lyngby, men allerede inden da – midt i læretiden – havde jeg det store held at blive udvalgt til at vise mine arbejder på en række betydningsfulde udstillinger, og jeg havde min debut allerede i 1993 på Charlottenborgs Forårsudstilling. 

Wow – så kan man næsten gå på vandet! 

I 1996 blev jeg ydermere – vidst nok som den yngste nogensinde - indstillet til Statens Kunstfonds 3-årige arbejdslegat – og fik det! 

Blandt de mange udstillinger, hvor jeg er blevet inviteret til at udstille mine arbejder – både i Danmark og i udlandet – er jeg især stolt af at kunne nævne De Nordiske Smykke Triennaler 1 og 2.

Og derudover har jeg siden 1999 haft adskillige værker udvalgt til at deltage i ”Danish Crafts Collection”.

Et af mine designs, paillet-kæderne ’Leaf’, ’Square’ og ’Circle’ som jeg oprindeligt udviklede i 1993 blev en så exceptionel succes, at ikke blot bad Museum of Modern Art i New York om tilladelse til at licens-producere kæderne og sælge dem i deres museumsbutik, ’Leaf’ kæden er også en permanent del af Statens Kunstfonds samling. 

Men hvor er det idéerne kommer fra? Lad mig prøve at svare, ved at stille dig de samme spørgsmål, som jeg konstant stiller mig selv: 

  • Hvad kendetegner et exceptionelt smykke? 

  • Hvorfor fascinerer det os? 

  • Hvordan går det gode håndværk i spænd med dagens udtryk?

  • Hvordan kan man forbinde bæreren med såvel nutiden som fortiden – hånd i hånd med skønhed og refleksion? 

Mit arbejde er ikke begrænset af et enkelt designsprog, men kan tage form med afsæt i det, jeg arbejder med.

Mine designs bliver ofte omtalt som både grafiske, poetiske og konceptuelle, fordi mine smykker altid bliver til med en begrundelse og har en historie at fortælle. Selv foretrækker jeg at kalde mine designs for individuelle eller personlige – jeg er trods alt den eneste, der laver MINE ting, og hvert enkelt smykke er formgivet og omhyggeligt håndlavet her på værkstedet – med kærlighed, hengivenhed og omhu. 

Som klassisk uddannet guldsmed har jeg holdt fast i sølv og guld som mine vigtigste materialer, men af og til inkluderer jeg også andre elementer som f.eks. lak, silke, BH-bånd, sten og perler. 

Jeg er også meget bevidst om, at jeg – i kraft af mit valg af karriere og min klassiske skoling hos en sand mester i faget – er blevet en del af en ubrudt kæde af dygtige fagfolk; en tradition som er nedarvet fra guldsmed til guldsmed siden tidernes morgen, og jeg er stolt af at have været med til at uddanne to fantastiske lærlinge, som begge tog afgang med fagets højeste karakter og tilmed medalje og håndtryk fra Hendes Majestæt Dronningen for helt exceptionelt arbejde. 

Men jeg har selvsagt ikke givet det, jeg kan, videre. Jeg har det stadig, og den viden, den erfaring og de teknikker, jeg har erhvervet mig gennem årene, bliver brugt hver dag – i hvert eneste smykke.

Den uendelige historie om guld, sølv, drømme, traditionelt håndværk, banebrydende design og fantastisk skønhed slutter aldrig – og jeg inviterer dig til at blive en del af den historie.